David Hogsholt Visuals

Aftenen før kom Mia sent hjem fra byen og fandt sin

kæreste liggende på gulvet i gangen. Hun var skæv og

træt, men inden hun gik i seng, lagde hun et tæppe over

ham, så han ikke skulle fryse. Næste morgen fandt hun

ham død af en overdosis. I kapellet spurgte hun desperat

retsmedicineren, hvornår kæresten døde. Hun tænkte,

at hvis han havde været i live, da hun kom hjem, kunne

hun have reddet ham.

Mia: ”Jeg var i chok i de dage. Jeg kan se det i mine øjne.

Det er som om, at alle drømme, alt håb er væk. Jeg ville

bare dø, jeg ville dø sammen med ham.

Jeg har hørt fra lægerne, at det er kokainen. Kokain er

det mest pyskosefremkaldende stof, så du ryger hurtigere

ned i en depression. På det tidspunkt følte jeg en

kæmpe sorg. Jo mere kokain jeg tog, jo mere voksede

denne her sorg og jo større blev den depression, jeg var

på vej ind i. Pludselig så jeg kun sorthed, jeg ville bare

dø. Hvis jeg ikke havde taget kokain kunne jeg været

kommet over det på en måde, hvor jeg ikke havde været

så destruktiv overfor mig selv.”

København, 2005.

Mia boede i nogle år i en 2-værelses lejlighed i Københavns

Nordvestkvarter. Hun var glad for lejligheden og

blev stolt, når besøgende fortalte hende, at den slet ikke

lignede en junkiehule. Men nogle gange gik det galt,

som da en ekskæreste kravlede op ad et nedløbsrør og

ind i andensalslejligheden. Han raserede det hele i en

abstinerende jagt på stoffer.

Mia: ”Det er hjemme i den gamle lejlighed på Tagensvej.

Den betød så meget for mig. Den var mit helle. Jeg

boede pænt og man kunne ikke se, at jeg var misbruger.

Det var som om at alt udadtil var ok. Det kan godt være,

at alt krakelerede inden i mig, men jeg sørgede altid for

at holde lejligheden og mig selv pæn. Selvfølgelig har

der været tider, hvor jeg har været rigtigt hærget og

slem, hvor jeg har været fuldstændig færdig. Men der

har også været perioder hvor jeg har haft det godt, så

min datter jævnligt og aldrig fuckede nogen besøg.”

København, 2004.

Mia får et fix kokain i halsen hos et par bekendte. Hun har

været på stoffer i seks et halvt år, men det er først i det

seneste år, hun er begyndt at fixe.

Mia: ”I dag ville jeg aldrig røre min hals, men dengang,

var det det eneste sted jeg ville have stoffet. Det er det

coken gør, og dengang, hvor kvaliteten var god, var det

den stærkeste måde at tage det på.”

København, 2005.

Mia og Morten på Hvidovre Hospital et par dage før, Mia

fødte sin datter i november 1999.

Mia havde været på heroin i et års tid, men kæmpede for

at gå gennem graviditeten uden at tage stoffer. Hun faldt

i et par gange og datteren blev født med abstinenser.

Datteren blev afvænnet og har ingen fysiske men i dag.

Efter mange år med depressioner og psykoser begik

Morten selvmord i november 2011.

Mia: ”Jeg var forelsket, jeg var glad, jeg var højgravid. Jeg

kan huske, at vi havde det godt på det tidspunkt. Jeg var

lykkelig lige der. Hvis du dengang havde spurgt mig, hvordan

fremtiden så ud, ville jeg have sagt, at jeg var stoffri, havde

en uddannelse og at min datter boede hjemme. Vi ville have

boet i Valby eller Hvidovre. Vi havde måske boet i et rækkehus

og måske var jeg social- og sundhedshjælper mens Morten

havde arbejdet med dyr. Han elskede jo dyr og var god med

dem, det var jo hans passion.”

København, 1999.

Mia føder sin datter.

Mia var bange for, at datteren ville blive født med skader

fordi, hun var faldet i et par gange under graviditeten og

havde røget heroin. Datteren blev født med abstinenser,

men blev hurtigt afvænnet og lever i dag uden fysiske

men.

Mia: ”Jeg husker smerten. Da jeg fik hende op til mig et

par minutter senere var jeg bare så bange for, at de ville

tage hende fra mig. Det husker jeg lige så tydeligt. Det

havde de jo truet med i dagene op til fødslen. De havde

sagt at 99% af tilfældene gik dårligt og 1% gik godt, og

hvorfor skulle jeg være den det gik godt for.”

København, 1999.

Mia gør sig klar til at tage på arbejde i sexklubben og

pornobiografen Nonstops bar i Istedgade. Hun har fået

undertøjet af en kunde, som synes, det var synd, at hun

skulle være topløs hele tiden. Mia har ofte sagt, at jobbet

som topløs servitrice var det mest normale og bedste,

hun har haft – alternativet var at trække i Skelbækgade.

Mia: ”Jeg husker Nonstop som noget godt, jeg husker det

ikke som dårligt. Jeg kunne godt lide at være dernede.

Jeg kunne godt lide, at det ikke var som i Skelbækgade,

hvor jeg skulle have sex med ældre mænd og lave blow

jobs på alle mulige til ingen penge. I Nonstop blev jeg

beundret af en masse mænd, jeg følte mig sexet og jeg

gik hjem med det dobbelte i kontanter efter syv timer.”

København, 2003.

Mia er på arbejde i sexklubben og pornobiografen Nonstops

bar i Istedgade.

Mia: ”Jeg blev høj af stemningen i Nonstop, jeg fik et kick

af beundringen. Det var jo ikke kun gamle fyre, der kom

også masser af unge. I mange år så jeg jo ned på mig

selv som prostitueret, jeg fik mange grimme ting at vide

og det sætter sig. På et tidspunkt ser du dig selv som en

junkie og en luder. Dernede fik jeg noget selvværd. Jeg

fik det bedre, når jeg var på arbejde og jeg følte, at jeg

var mere værd. Jeg var ikke bare denne her junkie. Jeg

var ikke bare denne her luder. Jeg var så meget andet.”

København, 2006.

Mia: ”Yasmin var en pige, jeg havde været i behandling

med, og hun betød meget for mig den gang. Jeg kan

huske, at vi den dag havde været hjemme hos mig og

prøve tøj. Det var sådan en rigtig venindedag, hvor vi

bare hyggede og havde det skægt, men vi talte også

seriøst.

Jeg har altid haft gode veninder nede i Gaden. Måske

fordi jeg aldrig så dem som konkurrenter. Vi piger lavede

penge, vi solgte os selv og jeg følte, at vi skulle

holde sammen. Imod kunderne, imod pusherne, imod

dem som bøffede en for et stof, som når man gik hen og

åbnede det, så var der papir i. Sådan nogle mennesker.

Jeg har altid taget de svage til mig og prøvet at gøre

dem stærke. Lige siden jeg var barn, lige siden jeg gik i

skole, hadede jeg mobberi. Jeg kunne ikke forstå hvorfor,

folk kunne være så ondskabsfulde ved hinanden.”

København, 2003.

Mia tigger en ven om at give hende et fix kokain i halsen.

Han er selv skæv, og siger, at det er for farligt og at han

er bange for, at det går galt. Mia fortæller ham, at det

ikke er hans ansvar og at hun har brug for det. Til sidst

indvilliger han.

Mia: ”Når man har prøvet kokainen, når du først har

prøvet at fixe den, så er der bare ikke et bedre stof end

det. Og når man er inde i den verden, er man så ligeglad.

Selvom han siger til mig, at han kan fejlfixe mig, så er jeg

ligeglad, for jeg vil bare have det. Det er det som er så

sygt ved det stof. At du er villig til at sige farvel til dit liv

for et skide fix. Da jeg startede med at tage coke, kan

jeg huske, at jeg lå og vippede mellem liv og død. Jeg

ville hele tiden være deroppe, hvor jeg holdt op med at

trække vejret, hvor jeg fik de der små blackouts eller

hvor jeg hyperventilerede.”

København, 2006.

Et halvt år efter, at Mias datter blev født, fik Mia sit andet

tilbagefald. Datteren blev taget fra Mia og senere sat i

familiepleje med Mias accept.

Mia: ”Jeg tog noget fordi jeg ikke kunne magte det hele.

Morten skræmmer mig. Han er blevet aggressiv og der er

hele tiden mennesker, der tjekker os. Så kom jordemoderen,

så kom der en der skulle tage urinprøver, der kom en

anden, der skulle tjekke om vores hjem var OK, der kom

en psykolog, der skulle lave forældreundersøgelse. De

tjekkede, men der var ingen støtte, ingen hjælp. De havde

ikke en ”gå-godt-plan”, de havde kun en ”gå-dårligt-plan”.

For mig var fremtiden for skræmmende. Og det der var

nemmest at ty til, det var stofferne. Det var det, jeg kendte.

Det var det mest velkendte sted for mig at være.

Det er det jo stadigvæk.”

København, 2000.

Mia med en kunde. Det er vinter og Mia har taget kunden

med i en sexklub, hvor der er gratis adgang for par. Der

kører en højlydt pornofilm fra et gammel fjernsyn i den

ene ende af rummet. Igennem et ”falsk spejl” kigger andre

af klubbens gæster med fra rummet ved siden af.

Mia: ”Da jeg var yngre så jeg det slet ikke som noget

unormalt, det var bare et arbejde, det var en del af min

hverdag. Det er det som er så underligt, men det er nok

fordi, at jeg aldrig har forbundet det seksuelle med følelser.

Lige siden Jim, da jeg var 12 år, var det bare noget,

der skulle overstås. Måske derfor var det nemt for mig

at trække. Men nu hader jeg det. Hvis jeg bliver nødt til

at gå op i Skelbækgade nu, så føler jeg mig af helvede

til. Det er ydmygende og jeg har det rigtigt skidt. Og så

skal jeg sidde og tale sukkersødt til en kunde, men jeg

er ved at brække mig over, hvordan jeg lyder.”

København, 2003.

Mia: ”Jeg er på vej hjem fra en pusher i nabolaget. Det

siger noget om kvarteret.

Jeg savner, at jeg ved hvor alting er og at være tæt på

mine venner. Men det var også svært at bo i Nordvest.

Når jeg kom hjem fra behandlinger faldt jeg jo mange

gange i fordi, jeg vidste hvor alle pusherne boede. Den

pusher, der boede tættest på var lige ovre på den anden

side af græsplanen, i blokken overfor mig. Og inden for

fem minutters gang var der fem, der solgte stoffer.”

København, 2003.

Mias mor, morens kæreste og Mias brødre, Allan og Tim,

er kørt fra Nakskov for at besøge hende i København. Før

de tog på legepladsen måtte Mia gå i vaskekælderen for at

ryge heroin. Hun røg meget mindre end normalt. Bare nok

til at tage toppen af abstinenserne, for hun ville gerne hygge

sig og være tilstede.

Mia: ”Det betød rigtigt meget for mig, at de kom. At de gad det,

at min mor gad mig på det tidspunkt. Jeg tror det var svært for

min mor at vide, at jeg var, hvor jeg var. Men jeg tror også det

var vigtigt for hende at komme ind og se, at min lejlighed så ud

som den gjorde og at jeg ikke så hærget ud. Jeg ser ud til at

 have det godt, jeg er inde i en god periode på det tidspunkt.

På det billede ser jeg en familie, der er glad. Jeg ser ikke nogen

“fejl” på billedet, selvom jeg ved, at jeg er misbruger. Det eneste

jeg ser, er at Tim er lidt tynd, haha! Det var Allan også, da han

var lille.”

København, 2003.

Før i tiden så Mia sin datter mindst en gang om måneden.

I de seneste par år har hendes misbrug taget så meget

over, at besøgene er blevet mere og mere sjældne. Da

datteren var omkring syv år gammel, fandt hun ud af, at

Mia var misbruger. Hun spurgte Mia, om hun ikke bare

kunne nøjes med at tage en enkelt pille, når hun var syg

og havde lyst til piller.

Mia: “Hvis jeg har haft det dårligt og har haft blå mærker

over det hele, har jeg ikke villet tage ned til hende, for jeg

har ikke noget at give hende. Og hvis jeg ikke har noget

at give mit barn, og jeg er træt og hærget og det eneste,

jeg tænker på, er stof, så kan jeg lige så godt lade være

med at tage derhen. Men når jeg har det bedre, kan jeg

give hende al min kærlighed. Al den som jeg bruger på

andre mennesker herinde, som bare tager den for givet

Hvis jeg nu brugte den på hende, ville jeg kunne bygge

et meget bedre forhold op.

Jeg tror bare hun vil være i fred nu. Det er det, jeg frygter.

Hendes far er død, så nu tror jeg bare, at hun fået nok af

alle de svigt.”

København, 2005.

Mia er i Nakskov for at besøge familien. I en periode

tog hun ofte derned for at komme lidt væk fra stofferne

og Istedgade. Men også i Nakskov, er det nemt at finde

stoffer.

​

Mia: ”Det er i Farverenstræde. Jeg er på vej ned til

en pusher, der boede længere nede ad gaden. Jeg er

rimeligt godt i stand, så det er ikke så meget kokainen,

der har fat i mig. Det er heroin og rohypnoler. Det er pillerne

der gør, at jeg får drukket og spist lidt, for normalt,

når jeg er på stoffer, spiser jeg slet ikke. Jeg boede også

i den gade med min kæreste Jim. Og jeg gik ture der

med mine seks korthårede Sankt Bernhardshundehvalp,

som trådte på deres lange ører: ‘Iv, iv, iv’, sagde de. De

rullede rundt og Jenny og jeg grinte vildt.”

Nakskov, 2003.

Mia: ”Nadeem var kærlig og pragtfuld, det var et godt

forhold. Men når vi mødes i dag er det som om, vi aldrig

har været kærester. Vi har det bare rigtigt godt sammen

som venner.

Der var intet ondt i Nadeem. Jeg har det jo sådan, at når

jeg har en kæreste, så er det seksuelle noget, der følger

med, noget jeg bliver nødt til at give. Men med Nadeem

var ikke sådan, at det skulle jeg bare og derfor var det

heller ikke ulækkert eller ubehageligt for mig.

Han slog ikke, han var ikke kontrollerende. Han var bare

denne her gode dreng, der passede på mig. Vi kom ikke

nede i Istedgade, men mere i et roligere og mere rart

miljø i lejlighederne. Og han gav mig selvtillid. Hver

morgen sagde han, at jeg var smuk og dejlig.”

København, 2003.

Mia holder Juleaften med sin mor og brødre i Nakskov.

Mia: ”Den juleaften var god. Det var også den sidste,

jeg holdt med min mor. Året efter holdt jeg med min

far, men siden da har jeg ikke været hos familien. Jeg

har ikke været inviteret. Der har jeg været hos min ven

Knud. Og så har jeg ikke kunne lide, at være hos min

bedste, selvom hun siger, at jeg altid er i hendes tanker

og bare kan ringe. Men jeg får det ikke gjort, for jeg vil

ikke være en byrde. Jeg vil jo gerne vise dem, at selvom

jeg er misbruger, så kan jeg sagtens klare mig, jeg behøver

ikke deres hjælp.

Den juleaften var vigtig fordi, det var med familien. Det

var ren hygge, og vi havde det godt.”

Nakskov, 2003.

Mia møder barndomsveninden Jenny i Nakskov.

Mia: “Det er i Nakskov ude ved Tårsvej et eller andet

sted, hvor jeg tog ud for at møde Jenny til en konfirmation,

hun var til. Jenny er stadig den samme, hun forandrer

sig ikke. Hun er den samme Jenny. Men nu har hun

en iPhone, hun kan computer, hun kan alt det, som jeg

ikke rigtigt har kunnet følge med i, fordi der har været

noget stof, der har været vigtigere. Men jeg er nok stadig

den bedste af hendes veninder. Det er ikke sådan, at

hun forsømmer mig eller glemmer mig. Hun ringer altid

og hører, hvordan jeg har det. Og hun spørger om jeg

kommer på Facebook, så vi kan chatte sammen og siger,

at der er mange nede i Nakskov, der spørger efter mig.

Om jeg er på Facebook og hvad jeg nu hedder til efternavn

så de kan finde mig. Det gør mig glad, at der stadig

er folk i Nakskov, der spørger om jeg er ok eller ej.”

Nakskov, 2003.

Mia med to venner i en taxa på Vesterbro på vej til en

pusher på Frederiksberg.

Mia: ”Der er tørlagt for kokain i Istedgade. Man kan se

det i vores øjne. Vi sidder alle sammen bare og venter

på, at vi skal hen og havde det næste fix. Det er som om

ingenting er sjovt, som om hele verden går i stå indtil

stoffet kommer. Så fungerer verden igen.”

København, 2004.

Mia og Brian gør sig klar til et hurtigt fix på Hovedbanegården.

De har kendt hinanden siden, Mia startede med at

komme inde i Gaden.

​

Mia: ”Det er igen colaen. Man skynder sig at tage det og

er ligeglad med, om der kommer mennesker forbi. Man

skal bare have sit fix. Det er sindssygt at sidde og kigge

på det her billede og se, hvor ligeglad jeg var med, om

der er mennesker i nærheden eller ej. Og det er faktisk

blevet værre med tiden.”

København, 2006.

Mia møder en ven i Istedgade. Han er lige blevet løsladt

fra fængslet og de har ikke set hinanden længe.

Mia: ”Det her billede handler om tiden i Gaden, da jeg

startede med at komme derinde. Dengang gav vi hinanden

knus og satte pris på hinanden, men det er væk

nu. Colaen har ædt alle mennesker op – den har ædt alt.

Den gør mennesker kolde og psykotiske. Sammenholdet

er forsvundet. Dengang følte jeg altid ”Sweet Home

Alabama”, når jeg var i Gaden. Jeg hørte bare til der. Det

var mit Istedgade. De folk der var dernede, kunne jeg

lide, og jeg følte, at det var gengældt. Sådan er det ikke

længere i dag. Jeg elskede at komme derinde. Selv det at

lave penge var normalt for mig. Når jeg skulle op i Skelbækgade,

sagde jeg jo, at jeg skulle på arbejde. Der var

intet der var unormalt for mig ved at leve i den verden.

Jeg syntes, det var fedt, det var noget jeg kunne lide. Jeg

kunne lide menneskerne, det sammenhold vi havde og

den omgangstone, vi havde mellem hinanden. Mange af

os kom også fra den samme baggrund og havde været

igennem nogle af de samme ting.”

København, 2004.

Mia køber heroin af en pusher i gaderne bag Hovedbanegården.

Mia: ”Da jeg så Christiane F. som 13-årig sad alle andre i

klassen jo og tænkte: ‘Åh shit, det skal jeg aldrig prøve’.

Men jeg tænkte: ‘Det der, det skal jeg prøve’. Jeg vidste

godt, i en ung, ung alder, at jeg ville blive narkoman.

Det vidste jeg godt. Der var et eller andet fantastisk over

det. Jeg syntes, der var mærkeligt at folk kunne begå så

mange syge ting imod hinanden. Det var som om, at heroinen

var noget at det smukkeste og vildeste, du kunne

prøve i livet, og det fangede mig.

Jeg så Christiane F. som en slags kærlighedsfilm. Det

der, det måtte jeg bare prøve, for det måtte blive min

ven også.”

København, 2002.

Mia er begyndt at komme sammen med Jawhar. Han var

pusher og Mias kokainmisbrug eksploderede, mens de

var sammen.

Mia: “Vores forhold var stormende, det var bølgeagtigt.

Vi var helt oppe og helt nede. Det var et hårdt forhold og

det tog meget på mig. Også på grund af stofferne, men

jeg var også forgabt i den mand. Jeg var helt væk i ham.

Men så var der bare alle de andre ting som fulgte med;

stofferne og Gaden. Og alt det ødelagde os.”

København, 2005.

Mia ryger crack med kæresten Jawhar. De har lige været

oppe at skændes. Jawhar vil ikke have, at Mia trækker.

Men Mia siger, at hun bliver nødt til det, fordi hun ikke

gider at tigge og bede om at få stoffer af ham. Hun siger,

at det næsten er lige så ydmygende for hende ikke at

kunne forsørge sig selv og skaffe sin egen stoffer som at

trække i Skelbækgade. De blive enige om, at Mia ikke

skal spørge om lov længere. Når hun har brug for stoffer,

skal hun bare tage af Jawhars.

Mia: “Med Jawhars coke behøvede jeg ikke arbejde i

Nonstop eller Skelbækgade, ingen af delene, jeg skulle

bare sidde som en fin pige ved siden af. Men selvom det

var rart at være væk fra Skelbækgade, så blev jeg afhængig

af ham og hans kokain. Det irriterede mig, fordi

jeg før havde tjent mine egne penge og bestemt over

mig selv. Lige pludselig skulle jeg ligge under for ham

og hans regler fordi, jeg havde brug for hans kokain.

Men til sidst kommer du derud hvor du giver slip på alt

og så er det bare sådan.”

København, 2004.

Mias kæreste, Jawhar, har givet hende et blåt mærke.

Mia: ”Her har vi været oppe at slås og det er det jeg

mener med, at vores forhold kørte i bølger. Vi var helt

oppe og alt gik godt når vi havde penge og stoffer og

forelskelsen var der. Så kommer vi til Istedgade og det

hele dykker. Vi kommer op at slås og de her ting skete.

Der skete jo meget mere end det.

Men han var også kærlig, når det bare var ham og mig.

Når han ikke var sammen med alle de andre og vi var

alene, så var Jawhar den bedste mand, du kunne finde.

Sådan havde jeg det virkelig.

Jeg kan huske en vinter han kom kravlende op på altanen

med en sæk på ryggen og munden fuld af små

poser med coke. Han faldt fordi, der var så glat og alle

cokekuglerne faldt ud af munden på ham. Han lignede

Julemanden, der kom kravlende op med gaver i denne

der sæk. Det var tøj til mig, han havde købt af de andre

inde i Gaden alle de dage, han have været væk.”

København, 2005.

Mia og Jawhar har sex mens, der er stoffer overalt på

bordet. Små poser med kokain, sølvpapir med knuste

piller, rygeheroin og salmiakspiritus, der bruges til at

lave crack ud af kokainen.

Mia: ”Jeg følte intet seksuelt. Og jeg kan huske, at jeg tit

startede med at lave det der for så ville stofferne komme

på bordet. Jeg var jo klar over, at jeg skulle give ham, før

jeg kunne få. Der var mange, der kaldte mig ”poseluder”

inde i Gaden, men jeg holdt jo også af ham.”

København, 2005.

Mias kæreste, Jawhar, er død af en overdosis. I kapellet

spørger hun desperat, hvornår Jawhar var død. Hun

tænkte, at hvis han havde været i live, da hun kom hjem,

kunne hun have reddet ham.

”Det er ikke som i filmene,” svarede retsmedicineren “vi

kan ikke svare så præcist.”

Mia: ”Jeg husker, at jeg ikke ville gå derfra og at jeg

var totalt langt ude. Selvom forholdet var hårdt, gik jeg

fuldstændig ned efter, at han døde og ville bare selv dø.

Selve Jawhar som menneske, uden stofferne, var jeg forgabt

i. En gang hvor han kom clean ud af fængslet efter

at have siddet inde, sad vi et S-tog og jeg var blevet så

tynd og hærget på det tidspunkt på grund af coken. Der

sad nogle rigtigt flotte piger og så gik han hen til dem

og spurgte, om jeg ikke bare var smuk og sagde til dem

at jeg var hans.

Jeg følte mig som en prinsesse i det tog. Selv hvis Dronningen

var kommet ind, havde jeg stadig været den

vigtigste kvinde i verden. Sådan fik han mig til at føle

den dag.”

København, 2005.

Flemming var en ven af Mia og Jawhar. Han var der for

Mia i tiden efter Jawhars død. Senere begyndte de at

kæreste lidt.

Mia: ”Flemming sidder inde lige nu. Jeg vil altid holde af

ham. Men hver gang han kommer ud, så laver han noget

nyt og ryger ind igen.

Jeg har været venner med Tupac (Flemming) siden, jeg

begyndte at komme inde i Gaden. Vi blev venner fordi

han en gang ikke havde penge eller stof og håbløst prøvede

at sælge en plasticpistol. Så gav jeg ham noget af

mit dope, for han var trængende. Siden da var vi venner.

Han er en gentleman, høfligheden selv, og han går

amok, når folk ikke behandler hinanden ordentligt. Han

har altid hjulpet mig. Hvis jeg har ringet og har haft brug

for hans hjælp, så har han fluks stjålet en bil og stået der.

Altid været der, men det er gået begge veje. Hvis han

var broke og syg, hjalp jeg ham altid med penge eller

dope.”

København, 2005.

Mia giver veninden Tascha et fix coke.

Mia: ”Tascha betyder stadig en hel masse for mig. Jeg

har også stadig hendes navn tatoveret. Selvom der gik

en masse ting galt, har hun ikke har fjernet mit navn og

jeg har ikke fjernet hendes, og når vi ser hinanden nu,

er det som om intet dårligt nogensinde er sket.

Men selvom Tascha var vigtig for mig, så vil Jenny altid

være den som fylder mest i mit hjerte. Jenny kender den

rigtige Mia, mens Tascha kun kender den Mia, som har

taget stoffer. Men vi havde også dage, hvor vi ikke tog

noget. Hvor vi bare var derhjemme, var på vores metadon

og var stille og rolige og bare hyggede og grinede.”

København, 2003.

Mia hos en pusher i Nordvestkvarteret i København ikke

lang tid efter, at hendes kæreste Jawhar døde. Hun har

lige fået et fix kokain i halsen. Hun sagde til fyren, der

fixede hende, at han ikke måtte blive bange, hvis hun

holdt op med at trække vejret i perioder. At det var den

reaktion, hun var ude efter, når dosen var, som hun ville

have den.

Mia: ”Jeg husker næsten ikke de første tre måneder efter,

at Jawhar døde. På det tidspunkt, var jeg ligeglad med

mig selv. Det var også der, mit forhold til min datter gik

i stykker. En dag kom hun på besøg og kunne ikke finde

mig og ledte forgæves efter mig i alle de butikker, vi

plejede at gå i. En anden gang kom hun og kiggede ind

af brevsprækken og så mig ligge i gangen. Jeg var helt

væk, og selvom hun kaldte på mig, var der ingen tegn

på liv. Det har nok været udmattelse. På det tidspunkt

var det normalt, at jeg ikke sov i 3-4 dage i træk”

København, 2005.

Blod er løbet ned ad væggen i en parkeringskælder,

hvor Mia og hendes venner ofte har taget stoffer.

Mia: ”Det kommer, når vi renser sprøjterne, eller kanylen

springer af midt i et fix. Jeg ved ikke hvorfor man

er så ligeglad og ikke skyder det ud i en rist, men det

bliver man desværre.”

København, 2010.

Mia med sin hund Smilla, der bor hos en af hendes venner.

Mia: ”Hun var den, der fik mig væk fra Istedgade. Som

hjalp mig over Jawhars død. For da jeg fik hende, kunne

jeg ikke være inde i Gaden tre dage i træk. Jeg kunne

ikke bare blive væk, jeg skulle jo passe hende.

Hun er vigtig for mig. Vi havde jo kennel, da jeg var lille.

Og min far hentede Brun Labrador til Danmark. Vores

hunde vandt mange priser. Jeg elskede at være til hundeudstillinger

som lille og var så stolt, når far vandt guld

med hundene.

Da jeg fik Smilla, som er en rottweiler, spurgte min far,

om ikke jeg havde lært noget, fordi han synes, det er

en skummel hund. Jeg købte af hende af nogle rockere,

men hun er så sød og blid. Hun har bare haft en hård

start på livet”

København, 2012.

Mia fixer på parkeringspladsen foran Øksnehallen.

Mia: ”Det er en fyr, som jeg har mødt nede i Nonstop, som

tit hjælper mig, når jeg mangler lidt penge. Der er ikke

noget sex i vores forhold. Han var god nede i Nonstop;

han fik de andre gæster til at give bedre drikkepenge

ved at lade som om, at han gav mig en masse. Men det

var altid den samme halvtredser – men de andre begyndte

at give mere. Jeg tror, han hjælper mig fordi, han

ser mig lidt som sin datter.”

København, 2010.

Udsigten fra spisestuen på Mias kvindegang i Vridsløselille

Statsfængsel.

Vridsløselille, 2012.

Mia i sin celle i Vridsløselille Statsfængsel. Hun sad for

bedrageri, for at have hævet penge på et stjålet Dankort,

hun havde fået af en ven i Istedgade

Mia: ”Jeg fik afsoningen fremskyndet for jeg var bange

for at synke helt i efter Mortens død, som jeg gjorde

med Jawhar. Jeg ville gerne væk fra gaden. Jeg tænkte

meget over tiden med Morten og over hvorfor han døde;

hvorfor han begik selvmord. Og over mit forhold til min

datter. Og over hvorfor jeg overhovedet sidder i fængsel

som 33-årig.”

Vridsløselille, 2012.